Klarhed og gennemsigtighed
Forretningsbetingelser
For at sikre gennemsigtighed og klare rammer for samarbejdet, har vi udarbejdet vores forretningsbetingelser. De er til for at skabe tryghed for begge parter og sikre, at du som kunde altid ved, hvad du kan forvente af os – og hvad vi forventer af dig.
1. Anvendelse
Disse forretningsbetingelser gælder for alle ydelser og leverancer, som Trepunkt leverer til erhvervskunder, medmindre der er indgået en særskilt skriftlig aftale. Betingelserne er gældende uanset om der er tale om hjemmesider, webshops, søgeordsoptimering, Google Ads eller andre relaterede ydelser. Ved at indgå en aftale med Trepunkt accepterer kunden nærværende forretningsbetingelser i deres fulde omfang.
2. Produkter
Disse forretningsbetingelser dækker alle produkter og ydelser leveret af Trepunkt. Det omfatter blandt andet hjemmesider og webhoteller, herunder hosting af hjemmesider og eventuelle tilhørende mail løsninger (herefter samlet betegnet som webhotel). Derudover gælder betingelserne for hostede løsninger, samt andre digitale ydelser, der relaterer sig til drift og udvikling af hjemmesider og online markedsføring. Vores ydelser kan også inkludere søgeordsoptimering (SEO), Google Ads annoncering, designopgaver, samt generel rådgivning og support i forbindelse med kundens digitale tilstedeværelse. Alle disse løsninger er omfattet af nærværende forretningsbetingelser, medmindre andet er skriftligt aftalt mellem parterne.
3. Aftalens indgåelse
En aftale mellem kunden og Trepunkt anses for indgået ved skriftlig accept fra kunden – enten ved underskrift af en specifik samarbejdsaftale, tilbud eller ved skriftlig godkendelse via e-mail. Kunden er forpligtet til at gennemlæse og godkende indholdet af aftalen, herunder disse forretningsbetingelser, inden arbejdet påbegyndes. Eventuelle ændringer eller tilføjelser til en aftale skal ske skriftligt og være godkendt af begge parter. Trepunkt forbeholder sig retten til at afvise en opgave, hvis den vurderes at være i strid med gældende lovgivning, Trepunkts etiske retningslinjer eller ligger uden for virksomhedens kompetenceområde.
4. Aftalens varighed
Alle aftaler med Trepunkt indgås for en fast periode på enten 12 eller 24 hele måneder, alt efter hvad der er aftalt i forbindelse med den pågældende ydelse. Dette gælder både for projektbaserede løsninger og løbende markedsføringsaftaler. Aftaler om online markedsføring – herunder SEO og Google Ads – har en minimums bindingsperiode på 12 måneder.
5. Persondata
Som en del af Trepunkts levering af ydelser i henhold til aftalen, kan det blive nødvendigt, at Trepunkt behandler personoplysninger på vegne af kunden. I sådanne tilfælde fungerer Trepunkt som databehandler, og behandlingen sker udelukkende i overensstemmelse med gældende lovgivning og instruks fra kunden. Trepunkts databehandlervilkår udgør en integreret del af disse forretningsbetingelser og gælder for enhver behandling af personoplysninger foretaget af Trepunkt i forbindelse med leverancen. Databehandlervilkårene kan til enhver tid findes og gennemgås på følgende adresse: trepunkt.dk/cookie-privatlivspolitik
6. Priser og fakturering
Trepunkt forbeholder sig retten til til enhver tid at ændre sine priser. Alle oplyste priser er eksklusive moms, medmindre andet er angivet. Medmindre andet er aftalt skriftligt, sker fakturering ved arbejdets påbegyndelse som angivet i den indgåede kontrakt og eventuelle tillægsaftaler. Ved hjemmesideaftaler faktureres halvdelen af det samlede beløb forud for projektstart. Den resterende del faktureres, når kunden har godkendt det første udkast. Såfremt projektet trækkes i langdrag som følge af manglende respons fra kundens side, forbeholder Trepunkt sig retten til at fremsende slutfaktura senest én måned efter levering af første udkast.
6.1. Manglende Betaling
Ved manglende rettidig betaling forbeholder Trepunkt sig retten til at fremsende rykkerskrivelser og tilskrive renter i henhold til rentelovens bestemmelser. Der pålægges et rykkergebyr på kr. 100,00 pr. skrivelse, dog maksimalt tre rykkere. Hvis betaling ikke sker efter tredje rykker, overgår kravet til inkasso. Ved manglende betaling forbeholder Trepunkt sig desuden retten til at lukke for adgang til kundens hjemmeside, e-mail og eventuelle administrationsmoduler.
7. Hjemmesider og webshops
Ved indgåelse af en aftale om udvikling af hjemmeside eller webshop hos Trepunkt kan kunden som udgangspunkt forvente at modtage første udkast inden for 3 uger for hjemmesider og 6 uger for webshops. Leveringstiden beregnes fra det tidspunkt, hvor nødvendigt materiale og input fra kunden er modtaget. I tilfælde af særligt krævende eller komplekse løsninger, kan leveringstiden forlænges – dette aftales individuelt og meddeles kunden i god tid. Ved webshopaftaler inkluderer Trepunkts arbejde opsætning og oprettelse af de første 10 produkter. Herefter henvises kunden til Trepunkts tilgængelige og løbende opdaterede vejledninger for produktoprettelse.
Alle hjemmesider og webshops optimeres til de mest anvendte og sikre browsere, herunder Google Chrome, Firefox og Microsoft Edge. Der gives ikke garanti for fuld funktionalitet i ældre eller forældede browsere, såsom Internet Explorer. Det er kundens ansvar at betale og forny eventuelle gebyrer til DK-Hostmaster, medmindre andet er skriftligt aftalt. Kunden står også selv for at opsige eksisterende webhotel eller lignende tjenester, medmindre Trepunkt bistår efter særskilt aftale.
7.1 Kundens ansvar
Det er kundens ansvar at sikre, at Trepunkt har modtaget alt nødvendigt materiale og information for at kunne levere det eller de produkter, som er omfattet af kontrakten. Det omfatter, men er ikke begrænset til, kildekoder, tekster, grafik, billeder, loginoplysninger og andre relevante data. Manglende eller forsinket levering af materiale fra kundens side kan medføre forlængelse af leveringstiden, hvilket Trepunkt ikke kan drages til ansvar for. Det er ligeledes kundens ansvar at sikre, at alt indhold og materiale, som leveres til brug på hjemmesiden eller webshoppen, overholder gældende lovgivning – herunder ophavsretsloven. Trepunkt påtager sig intet ansvar for materiale, der er leveret af kunden og som viser sig at krænke tredjeparts ophavsret eller anden gældende lovgivning. Kunden bærer også det fulde ansvar for, at det ønskede domænenavn og websitets indhold ikke krænker tredjeparts varemærker eller øvrige rettigheder. Eventuelle tvister, krav eller erstatningssager i forbindelse hermed påhviler kunden alene.
7.2 Support
Ved indgåelse af aftale om udarbejdelse af hjemmeside eller webshop hos Trepunkt, medfølger der fri support efter princippet om fair use – svarende til op til 6 timers support årligt. Denne support dækker hjælp til mindre ændringer, teknisk vejledning, besvarelse af spørgsmål og generel rådgivning i relation til den leverede løsning. Supporttiden gælder pr. år fra leveringsdatoen og fornyes ikke medmindre andet er aftalt. Support ud over den inkluderede tid vil blive faktureret efter gældende timepris. Det er vigtigt at bemærke, at supporten udelukkende dækker den leverede hjemmeside eller webshop samt tilhørende løsninger. Kundens øvrige IT-systemer, tredjepartssoftware eller hardware, eksempelvis e-mailklienter, operativsystemer, regnskabssystemer m.m., er ikke omfattet af supportaftalen med Trepunkt.
8. Søgeordsoptimering
Trepunkt leverer SEO-arbejde baseret på gennemtestede metoder og følger altid gældende retningslinjer for søgemaskineoptimering. Det skal dog understreges, at Trepunkt ikke kan garantere bestemte placeringer på Google. I forbindelse med indgåelse af en SEO-aftale med Trepunkt oprettes der Google Analytics på kundens hjemmeside, medmindre andet er aftalt. Dette bruges til at overvåge trafikken og dokumentere effekten af den søgemaskineoptimering, der udføres.
9. Abonnement
Ved udløbet af en aftaleperiode forlænges aftalen automatisk med en ny tilsvarende periode, medmindre den opsiges rettidigt af en af parterne. For aftaler med en løbetid på 12 måneder gælder en opsigelsesfrist på 30 dage til udgangen af den aktuelle periode. For aftaler med en løbetid på mere end 12 måneder gælder en opsigelsesfrist på 90 dage. En faktura for den kommende periode fremsendes cirka 14 dage før udløbet af den nuværende aftaleperiode.
10. Hemmeligholdelse
Trepunkt og kunden forpligter sig til gensidigt at hemmeligholde enhver oplysning om den anden part, som ikke er offentligt tilgængelig, eller som må anses for at være en erhvervshemmelighed i henhold til Markedsføringslovens § 19. Dette gælder både for teknisk, kommerciel og strategisk information, samt øvrige oplysninger, der ikke er tiltænkt tredjemand. Oplysninger må ikke videregives, anvendes eller på anden måde gøres tilgængelige for udenforstående uden forudgående skriftligt samtykke fra den anden part. Hemmelighedsholdelsesforpligtelsen gælder også efter, at aftalen mellem parterne er ophørt.
11. Misligholdelse
Kunden forpligter sig til at overholde gældende dansk lovgivning i forbindelse med enhver aftale indgået med Trepunkt. Misbrug af abonnementet eller aftalen, herunder uetisk adfærd online, vil medføre øjeblikkelig spærring af webhotellet. Genåbning kan først ske, når kunden skriftligt har bekræftet overfor Trepunkt, at misbruget ophører og ikke gentager sig. Ved gentagen misligholdelse kan aftalen ophæves uden yderligere varsel. Kunden indestår for, at vedkommende har ret til ethvert registreret domænenavn og friholder Trepunkt for ansvar ved eventuel krænkelse af tredjeparts rettigheder, herunder varemærker. Materiale af krænkende, racistisk, pædofilt, ulovligt eller anden uetisk karakter – herunder tekst, billeder, lyd, video eller hyperlinks – må ikke uploades til Trepunkts servere. Trepunkt forbeholder sig retten til uden varsel at fjerne sådant materiale og afgør suverænt, om indhold falder i disse kategorier. Særaftaler og andre særlige forhold skal altid aftales skriftligt og er kun gyldige, hvis de er bekræftet skriftligt af Trepunkt. Trepunkt forbeholder sig i særlige tilfælde retten til at opkræve betaling for ekstraordinært trafikforbrug eller brug af servere og webhoteller.
Ved overtrædelse af indgåede aftaler kan Trepunkt uden varsel lukke domæner og servere. Kunden vil i så fald få besked om årsagen til nedlukningen. Forudbetalte beløb refunderes ikke ved misligholdelse. Det er alene kundens ansvar, at domænenavn, hjemmesideindhold, annoncering og anvendelse af fx søgeord i søgemaskiner overholder tredjemandsrettigheder og gældende lovgivning. Brug af Trepunkts systemer til ulovlig aktivitet, herunder udsendelse af spam, medfører øjeblikkelig lukning uden mulighed for tilbagebetaling. Genaktivering kan kun ske, når kunden har dokumenteret, at al aktivitet er lovlig. Ved misligholdelse er kunden erstatningsansvarlig over for Trepunkt efter dansk rets almindelige regler.
12. Ansvarsfraskrivelse
Trepunkt kan ikke holdes ansvarlig for datatab, indirekte tab eller følgeskader, som måtte opstå hos kunden i forbindelse med brug af Trepunkts ydelser. Trepunkt fraskriver sig ethvert ansvar i forbindelse med negativ omtale, kommentarer eller anden aktivitet, der måtte forekomme på Kundens profiler på sociale medier eller lignende platforme. Vedrørende søgemaskineoptimering (SEO) fraskriver Trepunkt sig ethvert ansvar for fald i placeringer på Google som følge af ændringer i Googles algoritmer, tekniske justeringer, sanktioner eller anden praksis fra søgemaskinens side. Trepunkt påtager sig ikke ansvar for eventuelle fejl, mangler eller forældet indhold i forbindelse med Kundens brug af Trepunkts GDPR-løsninger, herunder cookiedeklarationer og skabeloner til cookie- og privatlivspolitikker. Kunden har selv ansvar for at sikre, at alt indhold er korrekt og opdateret i forhold til gældende lovgivning. Trepunkt forbeholder sig ret til midlertidige driftsforstyrrelser som følge af vedligeholdelse, tekniske opdateringer eller øvrige nødvendige indgreb i IT-systemer. Trepunkt kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle konsekvenser heraf. Ved indgåelse af aftale om produktion af website eller webshop forbeholder Trepunkt sig ret til at redelegere kundens domæne uden at kunne gøres ansvarlig for eventuelle tab eller skader i den forbindelse. Trepunkt yder ikke support eller påtager sig ansvar for fejl og nedbrud på kundens egne fil- eller mailservere.
13. Opsigelse
Abonnementsaftalen mellem Trepunkt og kunden kan efter aftale være bindende i op til 36 måneder – den såkaldte bindende periode – afhængigt af den valgte abonnementslængde. Hvis aftalen ikke opsiges skriftligt med rette varsel inden udløbet af den bindende periode, forlænges aftalen automatisk med en tilsvarende ny periode på enten 12 eller 24 måneder, jf. punkt 9. Ved aftaler med en løbetid på 12 måneder skal opsigelse ske senest 1 måned før udløb, og ved aftaler med en løbetid på mere end 12 måneder skal opsigelse ske senest 3 måneder før udløb. Opsigelser skal ske skriftligt og sendes til info@trepunkt.dk. Ved opsigelse før udløbet af den bindende periode, forpligter Kunden sig til at betale det fulde beløb for den resterende del af perioden. Beløbet faktureres ved opsigelsen. Ved ophør af samarbejde, vil alle licenser forbundet med aftalen ophøre.
14. Force majeure
Trepunkt er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til aftalen, hvis opfyldelsen umuliggøres eller forsinkes på grund af forhold uden for Trepunkts kontrol, herunder – men ikke begrænset til – naturkatastrofer, krig, terrorhandlinger, brand, oversvømmelse, epidemier, pandemier, strejker, lockout, nedbrud af offentlige eller private kommunikationslinjer, strømsvigt, cyberangreb, tekniske nedbrud, eller ændringer i lovgivning eller myndighedspåbud.
15. Værneting
Enhver tvist, der måtte opstå i forbindelse med aftalen mellem Trepunkt og kunden, herunder tvister om aftalens eksistens eller gyldighed, skal afgøres efter dansk ret ved Retten i Esbjerg som første instans.
Trepunkt I/S
Østre Gjesingvej 3, 6715 Esbjerg N
Telefon: +45 60 59 83 35
Mail: info@trepunkt.dk
URL: https://trepunkt.dk/
Bank: Lunar
CVR: 45525783
